Juli-krisen startede efter mordet på Franz Ferdinand og Sophie. Ingen havde forudset, hvilke fatale konsekvenser drabene fik.
Den 28. juni 1914
Nyheden om drabet på ærkehertugen og ærkehertuginden når frem til Wien, og den øverstbefalende for den østrig-ungarske hær - General Franz Konrad von Hötzendorf - befaler omgående militær handling mod Serbien. Generalen havde siden januar 1913 foreslået krig mod Serbien hele 26 gange, men planerne var blevet modarbejdet af Franz Ferdinand. Efter mordet i Sarajevo, kunne ærkehertugen ikke længere stå i vejen. Et samlet statsapparat anbefaler nu Østrig-Ungarns 83-årige kejser, Franz Joseph, at erklære krig mod Serbien. Kejseren går med til det, men han vil først sikre sig at Berlin støtter op om det, for uden tysk støtte vil det blive alt for farligt, da Serbien er tæt knyttet til Rusland.
Den 5. juli 1914
Den østrig-ungarske ambassadør i Tyskland spiser frokost med kejser Wilhelm II. Før måltidet havde kejseren været vag i sine svar og ville ikke love støtte til en krig mod Serbien, men efter frokosten er han pludselig grebet af en trang til at vise både styrke og handlekraft, så han giver nu lovning på at Østrig-Ungarn kan regne med Tysklands støtte. Han råder dem til at handle hurtigt, mens verden endnu er rystet over drabet på ærkehertugen. Kejser Wilhelm har svært ved at forestille sig, at den russiske zar vil stå bag en kongemorder. Han mener at zarstyret blot vil protestere. (Billede af kejser Wilhelm II)
Den 7. juli 1914
Med det tyske løfte i ryggen, forsøger Østrig-Ungarn at gøre sig klar til krig. De østrig-ungarske ministre skændes dog om, hvad det næste skridt bør være. Østrigerne vil følge kejser Wilhelms råd om at handle med det samme, men ungarerne kræver at alle diplomatiske muligheder først er udtømt. Det bliver rigets hærchef der afgør, hvad der kommer til at ske. Han havde egentlig regnet med at kunne samle sin hær til et lynfelttog, men havde glemt at mange af de værnepligtige soldater var hjemme for at hjælpe til på markerne, og de ville først være tilbage den 25. juli. Hærchefen kan afbryde orloven, men det vil skabe vrede i riget, afsløre planerne for omverdenen og tage lang tid. Man går i stedet i gang med at udtænke et juridisk holdbart argument for at angribe Serbien. Østrig-Ungarn udfærdiger et ultimatum, hvis krav er så grove, at svaret fra Serbien kun kan blive et nej, og når Serbien nægter at bidrage til en fredelig løsning, kan Wien erklære krig med sin anseelse i behold. Planen skal dog holdes hemmelig, så russerne ikke når at træffe modforholdsregler.
Den 21. juli 1914
Frankrigs præsident og flere ministre er på statsbesøg i Rusland. Præsident Poincaré er bosat i slottet i Peterhof og modtager her audienser. Østrig-Ungarns ambassadør i Rusland kommer og Poincaré har gjort sig klar til at true ambassadøren. De taler kort om Franz Ferdinand, hvorefter Poincaré udtaler: "Jeg understreger for hr. ambassadøren, at Serbien har varme hænder i det russiske folk. Og Rusland har en allieret i Frankrig. Der er mange komplikationer at frygte." Den udtalelse chokerer ambassadøren, for ordvalget antyder at Poincaré kender til Østrig-Ungarns hemmelige plan. Frankrig og Rusland har et ret præcist billede af, hvad Østrig-Ungarn har gang i, takket være en stribe lækager. Poincaré og zar Nikolaj II har aftalt at skræmme Østrig-Ungarn til at holde sig i ro. Zar Nikolaj havde konstateret at det var et meget dårligt tidspunkt, da de russiske bønder havde travlt med arbejdet i markene. Ligesom de østrig-ungarske jo også havde. (Billede af præsident Poincaré)
Den 23. juli 1914
Serbiens premierminister rejser rundt i landet for at føre valgkamp. Da toget kører ind på jernbanestationen i Nis, hvor premierministeren står og venter, henvender en stationsfunktionær sig til ham og siger: "Telefonopkald fra Beograd. Det haster." Premierministeren følger med og får meddelt at Østrig-Ungarn har givet Serbien et ultimatum som de ønsker svar på inden for 48 timer. Premierministeren ser det dog ikke som en hastesag, så han rejser med toget mod Grækenland for at holde ferie. Efter knap 500 km modtager han et telegram fra Serbiens regent, som tvinger ham til at vende om. Da han næste morgen træder ind på sit kontor og nu læser ultimatummet, bliver han rystet og ved med det samme at han og Serbien ikke vil kunne acceptere dem alle. Han mener at serberne hellere vil kæmpe for landet end acceptere de krav 10 krav. Hans kampgejst svinder lidt da Rusland meddeler at Serbien uofficielt kan regne med russisk støtte. Premierministeren gør sig derfor i stedet klar til at acceptere de 10 punkter for at opretholde fred, men kort før han sender beskeden, modtager han besked om at Rusland nu fordømmer det østrig-ungarske ultimatum og dermed støtter Serbien. Premierministeren aflevere nu svaret på det østrig-ungarske ultimatum. Den serbiske regering godtager 8 ud af 10 krav.
Den 25. juli 1914
Det russiske styre er fast besluttet på at beskytte Serbien. Den russiske udenrigsminister mødes med chefen for Ruslands generalstab. Udenrigsministeren beder om delvis mobilisering så det kun er styrkerne ved den østrig-ungarske grænse der gøres klar til kamp. Med det ønsker han at sende et signal om at Rusland nægter at bøje sig i spørgsmålet om Serbien, og samtidig vise at de ikke ønsker krig med Tyskland. Han vil også undgå at Storbritannien opfatter Rusland som aggressoren, da zaren og regeringen har store forhåbninger om at kunne få briterne på deres side, hvis det ender i krig.
Den 28. juli 1914
Det er en måned siden Franz Ferdinand og Sophie blev dræbt. I Tyskland er de militære og civile ledere vendt hjem fra sommerferie. General Moltke er godt tilfreds med hvordan tingene har udviklet sig. Moltke er ikke synderligt interesseret i det østrig-ungarske ønske om at sætte Serbien på plads, men ser i stedet mod Rusland, som er tyskernes fjende. Ruslands industri er hastigt voksende og truer med at overhale den tyske. Moltke begynder at gøre forberedelser på det uundgåelige. Kejseren og regeringen ved intet om Molktes mål om en større krig. Kejser Wilhelm er kommet tilbage fra sin ferie og ser nu på Serbiens accept af de 8 ud af 10 punkter. Han ser det som en sejr og er tilfreds. Han mener ikke der længere er grund til krig og at han nu i stedet vil optræde som mægler mellem de to lande. Regeringen måber dog over at kejseren lader til at have glemt at ultimatummet blot var et påskud for at trække tiden til de østrig-ungarske soldater vendte tilbage efter sommerens arbejde i markerne. I Wien tøver kejser Franz Joseph med at underskrive krigserklæringen mod Serbien, men efter pres fra regeringen ender han med at skrive under og erklære dermed krig mellem Østrig-Ungarn og Serbien.
Den 29. juli 1914
Den russiske udenrigsminister opsøger zaren for at få tilladelse til at mobilisere hele den russiske hær. Zar Nikolaj II accepterer, og marchordrer strømmer nu ud fra hærens hovedkvarter. Men så indløber der en ny besked. Zaren udveksler personlige telegrammer med sin fætter, Kejser Wilhelm II af Tyskland. Zaren håber stadig på fred, og da formildende budskaber ankommer fra kejser Wilhelm II fortryder zaren sin tilladelse til mobilisering. I stedet indleder han den delvise mobilisering mod Østrig-Ungarn. Generalstabschefen bliver rasende. Dagen efter tager udenrigsministeren på besøg hos zaren og lykkes med at gøre det klart, at der er brug for en fuld mobilisering. Zaren giver atter ordrer til mobilisering af hele landet.
Den 1. august 1914
Nyheden om Ruslands mobilisering når Berlin. General Moltke ser det som et bevis på at tiden nu er inde til det der hele tiden har været hans mål. En storkrig. Han forlanger der bliver sendt en krigserklæring mod Rusland, for zarens mobiliseringsordre tvinger Tyskland til at handle og sejren kan kun sikres, hvis de tyske hære er klar før russerne. Kejser Wilhelm accepterer foreløbigt at erklære Rusland krig og sætter mobilisering af hæren i gang. Tyskland modtager et telegram fra London. Det er Sir Edward Grey, som meddeler, at hvis Tyskland undlader at angribe Frankrig, lover Storbritannien at holde sig ude af en krig mod Rusland. Budskabet fra London viser sig dog at være en misforståelse, da Sir Edward Grey ikke har bemyndigelse til at udtale sig om Frankrigs planer, og dermed må Tysklands ledere gå ud fra, at den fransk-russiske alliance stadig er intakt.
Den 3. august 1914
Tyskland har nu også erklæret krig mod Frankrig, og sendt et ultimatum til Belgien. De britiske politikere har ikke interesseret sig for krisen i Europa, og flertallet mener at det ikke er op til Storbritannien at hjælpe. Udenrigsminister Sir Edward Grey er dog uenig. Han er overbevist om at briterne må gribe ind, hvis Frankrigs eksistens trues af Tyskland. Han har dog svært ved at forestille sig at gå ind i en krig, der handler om at forsvare Serbien. Belgien er derimod en anden sag, så da tyskerne kræver ret til at marchere gennem det neutrale land, træder Grey frem. Klokken 15 holder Grey en tale i hele 75 minutter til Underhuset. Han taler om landets moralske forpligtelser til at støtte Frankrig og beskytte Belgien. Han formår at overbevise det britiske parlament om at de ikke kan forblive passive. Samme aften afleveres der et britisk ultimatum til Berlin: Tyskerne skal respektere Belgiens neutralitet, ellers erklærer Storbritannien krig.
Den 4. august 1914
Kort efter klokken 8 om morgenen går de første tyske tropper ind i Belgien og udløser dermed den britiske krigserklæring. Første verdenskrig skydes i gang. Man forventede den ville vare to uger, men der skulle gå hele fire år før Europas hidtil mest blodige krig omsider stoppede. På de fire år omkom 16 millioner mennesker. Alt dette blev startet af et mord i Sarajevo.
Opret din egen hjemmeside med Webador