Den 28. juni 1914 blev startskuddet til det, der blev kendt som Julikrisen, og som førte til udbruddet af første verdenskrig. Hvordan? Hvorfor? Det finder du ud af ved at læse videre :)
Østrig-Ungarn og Serbien
I starten af 1900-tallet var Østeuropa delt op på en anden måde end den er i dag. Mellem 1912 og 1913 var der hele 2 krige (kreativt nok kaldet Balkankrigene), hvor forskellige lande forsøgte at få så meget land som muligt.
I 1914 var Østrig-Ungarn et stort dobbeltmonarki, regeret af kejser Franz Joseph I. Riget var opdelt i to hoveddele: Den østrigske halvdel og den ungarske halvdel. De to halvdele delte kun udenrigspolitik, militær og finanser. De havde egne parlamenter og egne love. Befolkningen var en blanding af forskellige nationaliteter, hvilket skabte store interne spændinger.
Bosnien-Hercegovina blev annekteret af Østrig-Ungarn i 1908. Bosnien-Hercegovina blev administreret i et fællesskab af de to østrigske og ungarske regeringer. Området var centrum for intens serbisk nationalisme og mange serbere ønskede at Bosnien-Hercegovina skulle indlemmes i Serbien.
Serbien var et selvstændigt, uafhængigt kongedømme. Serbien havde som ambition at samle alle sydslavere på Balkan til en stor fællesstat.
Efter Balkankrigene voksede Serbiens territorium og militære magt markant, hvilket Østrig-Ungarn så som en trussel mod monarkiets overlevelse. Serbien var stærkt allieret med Rusland og Østrig-Ungarn var stærkt allieret med Tyskland.
Et attentat planlægges
Ærkehertug Franz Ferdinand var den østrig-ungarske kejsers nevø, og tronarving. Kejser Franz Josephs søn havde begået selvmord og kejserens bror var død, så nevøen var næste i arvefølgen. Franz Ferdinand giftede sig den 28. juni 1900 med grevinde Sophie som var af lavere stand end han og hun blev dermed set ned på. De fik 3 børn som ikke måtte arve tronen grundet Sophies lavere status.
I marts 1914 blev det besluttet at Franz Ferdinand skulle aflægge Sarajevo et besøg (hovedstaden i Bosnien-Hercegovina). Denne beslutning blev annonceret i de østrig-ungarske aviser, hvilket skulle vise sig at blive fatalt for ikke blot ærkehertugen, men for hele verden.
I Beograd sad der nemlig en ung mand ved navn Gavrilo Princip, som var med i en pro-serbisk bosnisk ungdomsorganisation "Det Unge Bosnien." Sammen med to andre medlemmer besluttede han sig for at slå Franz Ferdinand ihjel under besøget i Sarajevo. Planen ville dog ikke kunne realiseret uden hjælp udefra, så Gavrilo tog kontakt til Milan Ciganovic, som tilhørte den serbiske efterretningstjeneste, men som officielt var ansat ved jernbanen. Ciganovic havde forbindelse til major Tankosic og begge var med i den serbiske terrorgruppe "Den Sorte Hånd" som gik med samme plan. Dette var Gavrilo Princip ikke bekendt med.
Ciganovic sørgede for at de tre unge mænd fra "Det Unge Bosnien" fik skydetræning, og den 27. maj 1914 overrakte han Gavrilo Princip 4 pistoler med ammunition samt seks bomber fra den serbiske hærs lagre. Desuden fik de tre unge mænd nogle små flasker med cyankalium så de kunne begå selvmord efter attentatet.
En måned før attentatet rejste de tre unge mænd via Tuzla til Sarajevo. Ciganovic hjalp til med at få våbnene ubemærket over den bosniske grænse. I Tuzla sluttede yderligere fire mænd sig til attentatgruppen.
Da forberedelserne til attentatet var afsluttet, fik attentatmændene ordrer fra Beograd om at afblæse attentatet, da ledelsen af "Den Sorte Hånd" var kommet på andre tanker, og frygtede for konsekvenserne, hvis attentatet lykkedes. Dragutin Dimitijevic Apis - leder af den serbiske efterretningstjeneste samt en af lederne af "Den Sorte Hånd" - sendte en agent til Sarajevo, for at overbringe ordren. Gavrilo Princip ville dog ikke høre tale om det og overtalte dem til alligevel at gennemføre attentatet.
To attentatmænd tog opstilling ved Cumurija-broen og skulle være de første til at angribe. De øvrige fem placerede sig som "reserver" længere tilbage langs ærkehertugens rute, helt hen til Kejserbroen.
Årsagerne til besøget
Ærkehertug Franz Ferdinand var mødtes med den tyske kejser Wilhelm II i Bøhmen, og rejste så til Sarajevo for at overvære afslutningen af det kejserlige og kongelige 15. og 16. korps' manøvrer i Bosnien-Hercegovina. Besøget skulle foregå den 28. juni på årsdagen for det serbiske nederlag til osmannerne i slaget på Solsortesletten i 1389 - en dato med symbolsk betydning for serberne, men datoen forbesøget var dog ikke valgt for at provokere serberne, men blot et tilfælde.
Advarsler
I 1910 havde Kejser Franz Joseph besøgt Bosnien-Hercegovina og en ung bosnier ved navn Bogdan Zerajic havde planlagt et attentat mod kejseren. Han opgav planen grundet monarkens høje alder. I stedet skød han den østrig-ungarske guvernør i Bosnien og skød efterfølgende sig selv. Zerajic var et forbillede for Gavrilo Princip, som ønskede at hævne ham.
Inden Franz Ferdinands besøg i Bosnien var der kommet en del advarsler, men ingen af dem var konkrete nok til at få ærkehertugen til at aflyse besøget. Han udtalte bl.a.: "Jeg lader mig ikke placere under en glasklokke," og "Vi er altid i livsfare. Man må stole på Gud."
Da ingen regnede med nogen fare, blev sikkerhedsforanstaltningerne også derefter. Tidsplanen og ruten blev offentliggjort nogle uger før besøget, formentlig for at lokke så mange jublende tilskuere til som muligt.
Første attentat
Franz Ferdinand og Sophie boede under besøget i den lille badeby Ilidza, 12 km vest for Sarajevo. Den 28. juni 1914 rejste de med tog fra Ilidza til en tobaksfabrik i den vestlige udkant af Sarajevo. Et sted der ofte var udgangspunkt for østrig-ungarske standspersoners besøg. Sikkerhedsforanstaltningerne var yderst begrænsede. Inden besøget havde politichef Gerde henvendt sig til statholder Potiorek og meddelt, at han kun rådede over 30-40 politifolk og derfor ikke kunne sørge for sikkerheden på den lange strækning fra tobaksfabrikken og til tronfølgerparrets næste stop som var rådhuset i Sarajevo. På grund af militærøvelsen var der heller ikke militær i byen.
Franz Ferdinand og Sophie kørte i en kolonne på seks biler og befandt sig i det andet køretøj i kolonnen. Den sjette bil i rækken var tom og blot med som et reservekøretøj.
Omkring klokken 10 kører kolonnen forbi den unge mand Mehmedbasic som skulle kaste den første bombe. Han gjorde det ikke og undskyldte sig senere med at han ikke kunne se hvilken af bilerne ærkehertugen sad i.
Den næste attentatmand afsikrede sin bombe ved at slå den mod en lygtepæl, hvorefter han smed den ned mod bilkolonnen. Chaufføren i ærkehertugens bil så den forbiflyvende genstand og satte farten op. Franz Ferdinand hævede armen for at beskytte Sophie mod genstanden, og bomben prellede af på hans arm, gled ned ad den nedslåede kaleche og eksploderede foran den tredje bil. Oberstløjtnant Merizzi, grev Boos-Waldeck og 6 tilskuere blev såret.
Attentatmanden slugte sin cyankalium og sprang i floden. Giften var dog blevet for gammel og virkede derfor ikke efter hensigten. Han kastede op i stedet. Floden var desuden ikke særlig dyb så han blev fanget af folkemængden og arresteret.
Franz Ferdinand befalede at kørslen skulle fortsætte efter at det var blevet oplyst, at de sårede kun var let sårede. På vejen til rådhuset kørte kolonnen forbi de øvrige attentatmænd, som dog ikke foretog sig noget.
Rådhuset
Tronfølgerparret ankom til rådhuset og borgmesteren gjorde klar til at holde sin velkomsttale for parret og de mange lokale standspersoner, men han blev afbrudt af Franz Ferdinand som udtalte følgende: "Hr. borgmester, her kommer man til Sarajevo, for at aflægge et besøg, og så bliver der kastet bomber mod en! Det er oprørende." Efter udbruddet faldt ærkehertugen til ro og efter besøget på rådhuset befalede han at ruten skulle ændres. Planen var at de skulle videre til museet og mødes med en serbisk historiker, men ærkehertugen besluttede at de i stedet ville besøge garnisonshospitalet hvor de sårede var bragt hen.
Hospitalet lå i den anden ende af byen.
Det endelige attentat
I strid med ordren drejede vognkolonnen ud på Latinerbroen, som fører over floden Miljacka og ind på den oprindeligt planlagte rute. Chaufføren opdagede dog fejlen og gav sig til at bakke for at komme tilbage på den nye rute. Ved et tilfælde befandt Gavrilo Princip sig på nøjagtigt det sted, og til sin store overraskelse standsede køretøjet med Franz Ferdinand lige foran ham. Han greb nu chancen og trak sin pistol. På få meters afstand skød han to gange mod køretøjet. Franz Ferdinand blev ramt i halspulsåren og Sophie i underlivet. Gavrilo Princip udtalte senere at han ikke havde planlagt at ramme Sophie.
Efter skuddene slugte Gavrilo Princip sit cyankalium, men kastede op. Han forsøgte så at skyde sig selv, men pistolen blev slået ud af hånden på ham og han blev arresteret. Da han var under 20 år kunne han ikke dømmes til døden, men fik en livstidsdom. Han døde efter fire år af tuberkulose.
Efter skuddene kørte chaufføren mod statholder Potioreks hjem i Konak, og under køreturen talte Franz Ferdinand til Sophie. Han sagde igen og igen: "Sophie! Sophie! Dø ikke! Lev for vore børn!" Sophie forblødte under turen, mens Franz Ferdinand døde kort tid efter ankomsten til Konak.
Opret din egen hjemmeside med Webador