Slaget ved Passchendaele 1917

I 1917 havde Haig for længst lagt fiaskoen ved Somme bag sig, og var nu sikker på at briterne uden problemer kunne bryde igennem ved den belgiske landsby Passchendaele. 

Denne gang havde de masser af kanoner, som kunne udslette de tyske stillinger, for infanteriet skulle krydse ingenmandsland (området mellem de tyske og de franske skyttegrave). 

Han vidste at der herskede en pessimisme i de tyske skyttegrave. Opsnappede breve viste, at mange tyske soldater havde fået nok af krigen. De manglede alt fra ammunition til tobak og ordentlig mad. Presset fra denne storoffensiv ville dermed hurtigt få dem til at give op, forudså Haig

I timerne før daggry den 31. juli 1917, herskede der en vagtsom ro langs fronten. En fransk officer vidste dog at virkeligheden var en helt anden. 

I terrænet mellem ham og de tyske linjer, stod der 100.000 mænd klemt sammen i skyttegrave. De ventede på et fløjtesignal, der ville sende dem afsted på den frygtede løbetur gennem ingenmandsland. Han skrev senere følgende:

"Da spærreilden begyndte, var den så voldsom, at vi forfærdede så på hinanden. Jeg troede ikke mine egne øjne, da forkanten af vores skyttegrav pludselig så ud til at bevæge sig. Det var en hær af rædselsslagne rotter på flugt."

Mellem den anden og tredje skyttegravslinje stødte briterne dog på noget de ikke havde forudset. Betonbunkere, der var sluppet uskadt igennem den to uger lange granatregn. Hver af dem rummede 2-4 maskingeværer med frie skudfelter ud over det flade belgiske lavland. 

Tabene voksede nu hurtigt, mens briterne forsøgte at kante sig tættere på stillingerne så de kunne uskadeliggøres med håndgranater. 

Den næste fase i angrebet blev endnu værre, for det viste sig at fjenden havde forudset offensiven og at der for længst var forberedt en varm velkomst.

Tilsvarende scener udspillede sig på hele det centrale frontafsnit, hvor de britiske soldater blev kastet tilbage fra deres erobringer. 

Da kampene omsider ebbede ud ved solnedgang, havde Goughs armé mistet 27.000 mand. Alligevel udråbte han sig selv til sejrherre i sin rapport, for de tyske tab var omtrent lige så store, og briterne havde flyttet frontlinjen 3 km. 

Det belgiske lavland er gennemkrydset af kanaler og åer, der i fredstid er kantet med diger, så bønderne kan holde deres marker drænede. Krigen havde dog for længst smadret al afvanding, så regnvandet ikke længere blev ledt bort af åerne. Vandet kunne ikke trænge ned i den lerede jord, så slagmarken blev hurtigt forvandlet til en muddersump.

Regnskyerne betød også, at de britiske observationsfly var ude af stand til at holde øje med fronten ovenfra, og dermed ikke kunne udpege tyske artilleristillinger. 

Briternes kanoner skød i blinde eller ud fra forældede luftfotos, som ikke viste tyskernes seneste anlægsarbejde. 

Hverken feltmarskal Haig eller general Gough overvejede på noget tidspunkt at afblæse angrebene og skåne tropperne for endnu et blodbad. Tværtimod.

De lemlæstedes pinsler fortsatte på feltlazaretterne, der også var inden for fjendens rækkevidde. En officer skrev følgende:

"Jeg lukkede øjnene. Jeg så intet, men jeg kunne ikke lukke mine ører. Jeg hørte alt. Skrigene fra de sårede, de rædselsvækkende eksplosioner, de metalfragmenter, som borede sig ned i jorden omkring os."

Forude stødte angrebstropperne på flere betonbunkere. En irsk division nåede kun få hundrede meter frem inden tyskerne skød dem alle ned. Angrebet gik helt i stå.

Plumers metodiske småangreb havde udelukkende til formål at svække tyskerne gennem tab og dermed måtte stormløbet mod den tyske grænse og krigens afslutning altså vente. Haig så det dog alligevel som en fuld ud acceptabel strategi. 

Ifølge Haigs opfattelse havde Storbritannien bedre råd til at ofre sine mænd end tyskerne, som jo også skulle kæmpe mod franskmændene - og den enorme russiske hær på østfronten. 

Slaget fortsatte selvom Premierminister Lloyd George var imod det, og på trods af at oktober måned forvandlede det til et mere ufremkommelig pløre.