Det første Tintin-album udkom og Vatikanstaten blev oprettet i Rom, men det er først og fremmest børskrakket i Wall Street man husker 1929 for. Optakten til krakket var et årti som er kendt som "De brølende 20'ere" hvor jazz, Art Deco, surrealisme og ekspressionisme opstod. Det var også et årti præget af optimisme, nytænkning og oprør. Kvinder fik stemmeret, den amerikanske befolknings forbrug steg og der var nu fokus på materielle goder som biler, køleskabe og vaskemaskiner etc. Denne forbrugsfest blev finansieret for lånte penge, og forbruget fik aktierne til at stige. Den amerikanske middelklasse kunne låne næsten ubegrænset.
Stemningen i 1920'erne var næsten euforisk. I 1923 var den amerikanske økonomi ved at være stabiliseret igen efter første verdenskrig og det førte til et langsomt boom på aktiemarkedet. Kurserne steg og steg, og tiden var præget af voldsom spekulation i aktier.
Fra 1923 og frem til 1929 øgede erhvervslivet sin samlede produktion med 40% og virksomhedernes udbytte steg til 80%. Alt gik godt frem mod 1929. USA's BNP voksede med 42% i perioden 1920-1929 og amerikansk fremstillingsindustri tegnede sig for næsten halvdelen af verdens produktion. Aktiemarkedet bragede opad og mange blev fristet til at købe aktier for langt flere penge end de reelt set havde. Noget der blev muligt takket være marginforretninger, hvor man købte aktier for 10% af aktiernes værdi og betalte resten med gevinsten på aktiernes kursstigninger. Dette fungerede ganske vist kun når aktierne steg, hvilket de gjorde frem mod 1929
Krisen begynder
I slutningen af 1920'erne begyndte den amerikanske økonomi at halte, da der opstod krise i landbruget. Under første verdenskrig var det amerikanske landbrug ansporet til at producere stadig større mængder for at dække behovet både i USA og i det krigshærgede Europa. Da krigen sluttede og de europæiske bønder kom i gang igen, skruede de amerikanske bønder dog ikke ned for deres produktion, hvilket resulterede i store lagre af især korn, kaffe, te og bomuld. Prisen på varerne faldt drastisk og øgede den i forvejen skæve fordeling af rig og fattig.
Også i entreprenørbranchen og bilindustrien knagede det.
Nationalbanken, The Federal Reserev, begyndte at blive bekymrede for udviklingen, så de hævede renten i håb om at kunne stoppe spekulationsbølgen, hvilket gjorde det dyrere for bankerne at låne penge ud, til de hundredtusindvis af amerikanere, der troede de snart ville kunne tilbagebetale lånene med de penge, de tjente på Wall Street. Rentestigningerne ramte folks købelyst, men aktiemarkedet fortsatte dog opad og nåede toppen i september 1929
Black Thursday og Black Tuesday
Torsdag den 24. oktober er kendt som Black Thursday (sorte torsdag). Aktiekursen havde nået sit højdepunkt, og på denne dag vendte alt. Aktiekursen faldt voldsomt og der blev solgt mere end 12 millioner aktier i løbet af dagen. Klokken 11 om formiddagen havde aktierne mistet 9 milliarder dollars i værdi (176 milliarder dollars i dag). Mange amerikanere ejede ikke aktier, men styrtede alligevel i banken for at hæve deres opsparinger. Bankerne havde som del af deres aktiespekulationer lånt flere penge ud end de havde, så da folk kom for at hæve deres opsparinger, var der ingen penge, og bankvæsenet brød sammen. Millioner af amerikanere mistede denne dag deres opsparinger.
De seks største banker besluttede sig for at slå deres værdier sammen for at redde aktiemarkedet, og Charles Mitchelle, chef for landets største bank, The National City Bank, lovede at alt nok skulle ordne sig. De seks banker brugte derefter 20 millioner dollars på køb af 200.000 aktier, hvilket til en vis grad genoprettede tilliden til aktiemarkedet, og ved dagens afslutning havde aktionærerne "kun" mistet 3 millarder dollars.
Den 24. oktober 1929 faldt Dow Jones indekset med 11 procentpoint, men takket være de seks store bankers støtteopkøb endte dagen dog med et fald på blot 2 procentpoint
Om mandagen og tirsdagen faldt markedet dog igen med hhv. 13,5% og 11,7% og denne gang kunne det ikke rettes op. Investorerne var i panik og det hele blev kun værre af at investeringerne var for lånte penge.
Selvom Black Thursday anses for dagen for det store krak i Wall Street, så blev Black Tuesday (tirsdag den 29. oktober) i virkeligheden endnu sortere. Efter storbankernes redningsaktion, gik markedet hurtigt ned ad bakke igen, hvilket demonstrerede aktiemarkedets styrke. Ingen enkelt instans kan styre markedet.
På Black Tuesday mistede aktieejerne 14 milliarder dollars, og dagen har fået status som historiens mest sønderknusende dag for New Yorks aktiemarked og formentlig den mest sønderknusende dag for alle markeder.
Aktiekursernes fald ramte også de bankdirektører der havde forsøgt at redde markedet. Blandt andet Charles Mitchell, der efterfølgende blev retsforfulgt for på ulovlig vis at have drevet kursen på bankens aktier op. Han endte med at skulle betale 1 million dollars i Skat. Der blev også afsløret et dobbeltspil blandt de seks store banker. Mens de udadtil indgød andre tillid til markedet ved at opkøbe aktier, solgte de i al stilhed ud og scorede en profit ved det.
De hårdest ramte
De mest berørte var naturligvis de 1,5 millioner amerikanere der ejede aktier. Særligt slemt var det for det store antal der havde købt aktier for lånte penge, hvilket var tilfældet for en betydelig del.
I modsætning til hvad mange tror, førte krakket ikke umiddelbart til lukning af virksomheder i USA. Først året efter begyndte de finansielle dønninger at ramme virksomhederne. Tilsvarende var det for bankerne, der havde en stor andel i krisen. Tusindvis af banker endte i konkurser. I 1930 var der hele 1.300 banker der måtte lukke og året efter måtte yderligere 2.300 banker dreje nøglen om. Når bankerne lukkede, var der intet sikkerhedsnet til at redde de penge, folk havde sat i banken. Bankkunderne så derfor ikke kun bankerne lukke, men også opsparingerne forsvinde.
Fattigdommen spreder sig
Der havde tidligere været krise i den amerikanske økonomi, men aldrig i den målestok. Børskrakket blev efterfulgt af "Den Store Depression" som varede frem til USA's indtræden i anden verdenskrig i 1941.
Årene 1929-1933 var de værste i amerikansk økonomis historie. Millioner mistede deres job og hjem. Gennemsnitsindkomsten faldt 40%. Gældsætningen var steget voldsomt op gennem 1920'erne. Arbejdernes lønninger havde været stigende og havde fået folk til at kaste sig ud i dyre og ofte lånefinansierede indkøb af materielle goder (biler, radio, køleskabe osv.). Krakket fangede derfor millioner af amerikanere i en gældsfælde, hvor de fik svært ved at afdrage på deres lån, hvilket resulterede i personlig fallit og betydelig lavere levestandard.
I 1930 levede 40 millioner amerikanere under fattigdomsgrænsen, et betydeligt antal når befolkningen var på cirka 120 millioner mennesker. Arbejdsløsheden steg støt i årene efter 1929, og i 1933 stod i alt 13 millioner mennesker uden arbejde.
Startskuddet til finansiel krise
Talrige analyser har påvist at Den Store Depression ikke blev forårsaget direkte af krakket i Wall Street. Faktisk var der mange aktier der rettede op i løbet af 1930. Det var kun 3% af den amerikanske befolkning der havde aktier. Økonomer peger på at depressionen skyldtes et sammenfald af mange andre ting, som aktiekrakket endte med at gøre værre.
Mange lån blev ikke tilbagebetalt og situationen blev forværret af, at mange mennesker ville hæve deres opsparinger. Det kunne bankerne ikke klare, da de havde lånt mange flere penge ud end de havde. Netop bankkrisen er en vigtig forklaring på at recession blev til en depression.
Faldende lønninger og faldende priser på alting gjorde særligt ondt på folk med meget gæld, da størrelsen af gælden var uændret.
Og hvad så?
Er du nysgerrig på at forstå det lidt bedre uden at skulle forholde dig til de mere besværlige detaljer? Så synes jeg du skal tage at læse mine bøger i Margaret-serien som netop omhandler denne tidsperiode. Bøgerne kan købes via links her på hjemmesiden (under fanen "Mine bøger") eller søg på google :) God læselys - forhåbentligt
Opret din egen hjemmeside med Webador